Koncert med Morten Jessen og Natalia Gordeyeva

Koncert med Morten Jessen og Natalia Gordeyeva

Koncert med Morten Jessen og Natalia Gordeyeva

Søndag 23. februar 2025, kl. 16:00
Solbakken 56, 2840 Holte, Solbakken 56, 2840 Holte

Natalia Gordeyeva & Morten Jessen

Den ukrainske violinist Natalia Gordeyeva og den danske komponist og

pianist Morten Jessen opfører hans nye musikalske kompositioner, som er

en dybfølt hyldest til det ukrainske folks modstandskraft under den russiske

invasion.

Duoen har netop afsluttet en turné i Ukraine, hvor de sammen opførte

Mortens Jessens musik til stor anerkendelse ved både Kyiv National

Philharmonic og Lviv Philharmonic.

Den ukrainske violinist Natalia Gordeyeva er født og opvokset i Kyiv, hvor

hun inden krigen havde en succesfuld karriere som violinist, har optrådt på

anerkendte scener rundt omkring i verden og i Kyiv drev sit eget

musikakademi.

Efter krigen brød ud flygtede hun til København, og et år efter krigens

begyndelse fandt Natalia en video på Youtube med titlen ‘Kyiv’. I videoen

spiller Morten et nyt stykke musik skrevet i tiden efter krigens udbrud, og

Natalia følte med det samme sin egen historie afspejlet i musikken og

kontaktede straks pianisten. De to har siden arbejdet tæt sammen om en

række støttekoncerter for Ukraine.

Med musikken ønsker duoen at udvise solidaritet for det ukrainske folk og

opfordre Vesten til fortsat at stå sammen om troen på en bedre fremtid i en

ny og mere fragmenteret verdensorden.

Program:

1) Kyiv (2023): Værk i fire satser for klaver og violin. Skrevet som hyldest til

det ukrainske folks modstandskraft under den russiske invasion.

2) Dit Første Testamente (2022): Værk i fire satser for klaver og violin. Skrevet

som en refleksion over livets mange forskellige faser.

3) Uddrag fra værket Decency (2025): Musikken er inspireret af livet i Ukraine

og skrevet som anerkendelse af den menneskelige anstændigheds ukuelige

kraft.

Natalia Gordeyeva violinist

Født i Kyiv, Ukraine. Kandidatgrad i orkester- og soloviolinspil fra Tchaikovsky National Music Academy i Kyiv, Ukraine og kunstnerisk diplomuddannelse ved Kayaleh Violin Academy i Genève, Schweiz i 2009.

Natalia Gordeyeva har spillet violin siden barndommen og gav sin første solokoncert i en alder af syv. Som 10-årig optrådte hun som solist sammen med Kyiv Camerata kammerorkster, og tre år senere mødte hun bred anerkendelse for sin optræden med National Philharmonic Orchestra of Ukraine. I løbet af sin tid som studerende ved Tchaikovsky National Music Academy deltog Natalia i adskillige internationale konkurrencer, hvor hun løb af med to førstepræmier ved International Music Competition i Italien, en tredjepræmie ved International Music Competition i Østrig og en specialpræmie for sin smukke fortolkning af Bach ved International Music Competition i Schweiz.

Natalia Gordeyeva har som erfaren kammermusiker optrådt på adskillige store europæiske scener, herunder Casa Paganini i Italien, Tonhalle i Zürich og European House i København. I 2014 stiftede hun den private musikinstitution Music Arts Academy in sin hjemby, hvor hun arbejdede på at bringe europæiske undervisningsmetoder til den ukrainske ungdom. Da Rusland invaderede Ukraine, flyttede Natalia til Danmark for at genaktivere sin solokarriere og udbrede kendskabet til den ukrainske kultur i Europa. Siden hun kom hertil, har hun blandt andet givet en live optræden i DR 1 Krigens Døgn og spillet for det danske parlament, statsministeren, den ukrainske ambassadør og den daværende kronprins under en mindehøjtidelighed for Ukraine i Holmens Kirke. Senest har hun været på turné i sit hjemland sammen med Morten Jessen for at opføre Jessens værk ’Kyiv’ – dedikeret ukrainernes lidelser under invasionen – ved Kyiv National Philharmonic og Lviv Philharmonic. Natalias blændende musikalitet har allerede banet vejen for en succesfuld karriere i Danmark, og sammen med Morten Jessen planlægger hun nu en række koncerter over hele landet i 2025, hvor ’Kyiv’ også vil udgøre det musikalske højdepunkt.

Morten Jessen basunist, organist og korleder

Født i Nordsjælland, Danmark. Uddannet basunist fra Rytmisk Musikkonservatorium i København i 2011 og organist og korleder fra Sjællands Kirkemusikskole i Roskilde i 2016.

Komponist og multiinstrumentalist Morten Jessen begyndte allerede som barn at frekventere koncerter med Sjællands Symfoniorkester, hvor hans far dengang var ansat som trompetist. I en alder af fem modtog han for første gang undervisning i klaver, og efter i folkeskolen at have slået sig til Tivoligarden som trompetist, tog han en gymnasial uddannelse ved Sankt Annæ Gymnasium. Under sin uddannelse ved Rytmisk Musikkonservatorium specialiserede han sig i basun, og et par år senere supplerede han med en grad som organist og korleder fra Sjællands Kirkemusikskole.

Gennem årene har Morten Jessen som musiker og arrangør samarbejdet med et væld af forskellige fremtrædende profiler i den danske musikbranche, herunder The Savage Rose, Lukas Graham, Quadron og Ulige Numre. Han er stifter af Nordisk Kirkeensemble, der opfører ny kirkemusik med et tidssvarende og unikt udtryk, og hans kompositoriske katalog, der karakteriseres ved genremæssig krydsbefrugtning og universelle temaer, dækker senest ’Frygt ikke byens lys’ (2021), et værk i fire satser, der kredser om det guddommelige i den moderne verden; ’Dit første testamente’ (2022), en refleksion over livets mange forskellige faser; og ’Kyiv’ (2023), en solidaritetserklæring og anerkendelse af det ukrainske folks lidelser efter den russiske invasion. Sidstnævnte værk vandt en sølvmedalje ved Global Music Awards tidligere i 2024.

Morten Jessens musik har blandt andet været opført på Nationalmusset, DR P2, i Ukraine House i Danmark, i Helsingør Domkirke og ved både Kyiv National Philharmonic og Lviv Philharmonic. Hans kompositioner er udgivet af OUR Recordings og Edition Svitzer.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed