Udgivet fre d. 30. sep 2022, kl. 21:31

Holte kirke inviterer til samtaler om tro, kirke og kristendom. Vi vil dykke ned i bibelske tekster, trosbekendelsen, salmer og litteratur, og blive fortrolige med centrale tekster. Og på den anden side vil vi tale om, hvordan denne fortælling, evangeliet, kan have betydning for et moderne menneske i dag. Hvad identificeres som kristendom, og hvordan kan det være relevant for os?

Alle er velkomne. Der kræves hverken fordomme eller forkundskaber, selvom vi nok alle har lidt af begge dele med os. Jeg vil komme med oplæg, og inviterer alle til at deltage i samtalen, så vi alle kan blive oplyste og måske endda opmuntrede. Du er velkommen, uanset om du aldrig før har været inden for kirkens mure, har din faste plads i kirken, eller bare gerne vil tale med. Måske dit barn går til ’præst’ eller skal døbes. Måske du savner nogen at tale med om de eksistentielle forhold – liv og død, det gode og det onde, tid og evighed, kærlighed, skyld og tilgivelse. Det gælder de store spørgsmål – dem tør vi godt kaste os ud i!

Brinkmann gør i sin seneste bog Tænk opmærksom på Daniel Kahneman’s hurtige og langsomme tænkning. Vi vil skabe et rum for at tænke langsomt, eftertænksomt, og på det, der ikke synes mest nødvendigt, men som kan vise sig at åbne til nye sider af livet og af os selv.

Vi mødes fire tirsdage, kl. 19-21, i Holte kirkes sognegård, med temaer hentet fra Trosbekendelsen, som vi udfolder i lyset af hvordan vores verden ellers ser ud.

Tirsdag den 11/10, kl. 19-20 ’Vi forsager Djævelen og alt hans væsen’. Verden er heller ikke i 2022 bare god. Det onde er her også. Hvordan skal vi forstå det onde, og os selv i mødet med det?

Tirsdag den 25/10, kl. 19-20 ’Vi tror på Gud Fader’ Gud som den, der skaber og opretholder tilværelsen, er ikke altid til at få øje på. Hvilket billede har vi af Gud, og hvordan inspirerer eller provokerer det os?

Tirsdag den 15/11 kl. 19-20, ’Vi tror på Jesus Kristus’ Hvad har Gud og mennesker med hinanden at gøre? Og hvordan kan en anden forsone min skyld?

Tirsdag den 29/11 kl. 19-20, ’Vi tror på Helligånden’ Helligånden er Guds tilstedeværelse, en kraft i fællesskabet, inspiration og kommunikation, formidling, kraftoverførsel. Hvordan kan vi koble os på?

Tilmelding til præst, Christian Fink Tolstrup

Mail: CFT@km.dk eller telefon: 27576058.

Holte kirke, Solbakken 56

Kategorier Foredrag