Søndag d. 18. december 2022, kl. 10:30

Advent

Fjerde søndag før juledag begynder adventstiden. Advent kommer af det latinske 'Adventus Domini', som betyder 'Herrens komme'. Advent er forventning og forberedelse til julen, hvor det er Gud selv, 'Herren', der kommer til verden gennem Jesus´ fødsel.

Advent var engang fastetid

Adventstidens farve er lilla, fordi det symboliserer bod og beredelse. Før i tiden fastede man som forberedelse til julen. At undvære noget godt i en tid skulle styrke længslen efter, at højtiden begyndte og samle opmærksomheden om julens åndelige indhold. Farven lilla bruges også i fastetiden før påske.

Første søndag i advent er desuden en festdag, som markerer begyndelsen på et nyt kirkeår. Derfor kan første adventssøndags farve også være den hvide, kirkens festfarve.

Adventskransens historie

Der er fire lys og fire adventssøndage. Traditionen siger, at vi må tænde ét og kun ét nyt lys hver adventssøndag. Lyset skal nemlig brede sig langsomt, så vi kan tage os tid til at vente og glæde os.  

Traditionen med adventskrans kom til Danmark fra Tyskland, hvor man kender til adventskranse tilbage i 1800-tallet.

Skikken blev for alvor udbredt i Sønderjylland under besættelsen 1940-1945, hvor kransen blev pyntet med røde og hvide bånd som symbol på danskhed.

Fra Sønderjylland spredte traditionen sig op igennem 1950’erne til resten af landet. Først til hjemmene og herfra videre til kirken.

I dag har de fleste kirker en adventskrans. Her bliver den ofte pyntet med lilla bånd, fordi lilla er adventstidens farve i kirken. Farven symboliserer bod og forberedelse.

Gudstjeneste - Holte Kammerkor medvirker
Medvirkende
Marianne Telling