Mandag d. 26. december 2022, kl. 10:30

Anden juledag har også et andet navn, nemlig Sankt Stefans dag. Den er opkaldt efter Stefanus, som man kan læse om i Apostlenes Gerninger. Han blev den kristne kirkes første martyr

Stefanus (død ca. 35) - Kristendom.dk

Stefanus

Apostlenes Gerninger fortæller, at Stefanus var en af den første menigheds syv diakoner. Det betyder tjenere. De syv blev udvalgt til at tage sig af ’tjenesten ved bordene’.

I den første kristne menighed spiste man sammen hver dag. Jo flere man blev, jo mere var der brug for organisering ved uddelingen af mad.

Men Stefanus er mere end bordtjener, han forkynder også evangeliet om Jesus Kristus og er ’fuld af Guds nåde og kraft’. Modstanden mod de kristne er dog brudt ud blandt nogle af Jerusalems jøder, og falske vidner anklager Stefanus for gudsbespottelse.

Den første martyr

Ved retssagen holder Stefanus en lang forsvarstale, hvor han genfortæller Israels historie i lyset af Jesus Kristus og altså kæder Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente sammen.

Han bliver ikke desto mindre dømt, ført uden for byen og stenet. Inden Stefanus dør, fyldes han af Helligånden og ser himlen åben. Han ser Gud og Jesus og beder dem om at tilgive dem, der er i færd med at myrde ham.

Stefanus blev altså den første kristne, som mistede livet, alene fordi han bekendte sig til kristendommen. Det er det, man kalder en martyr. Ordet martyr betyder egentlig sandhedsvidne. Stefanus blev altså myrdet, fordi han vidnede om Jesus Kristus.

Saulus

En af tilskuerne til mordet er en ung jøde, som hedder Saulus. Han passer på mordernes kapper, mens de stener Stefanus, og han bifalder mordet (Apostlenes Gerninger 7,58-8,1). Saulus kommer man til at høre meget mere om i Det Nye Testamente.

Han bliver nemlig omvendt til kristendommen og får et nyt navn: Paulus. Paulus kan du læse mere om her.

Martyrium

Da Bibelen blev skrevet ned, var det i høj grad en alvorlig sag at blive kristen. Både den romerske overmagt og de jødiske medborgere forfulgte i flere omgange de kristne.

I de første mange århundreder af kristendommens historie risikerede man altså sit liv, hvis man bekendte sig som kristen. Det gør man desværre stadigvæk mange, mange steder i verden den dag i dag.

At den kristne kirke mindes Stefanus anden juledag, er altså en måde at vise på, at det kristne budskab vækkede og vækker modstand. Det er en måde at ære de døde martyrer på. Samtidigt kan vi glæde os over, at vi i vores del af verden ikke behøver at sætte vores liv ind på at være kristen.

Gudstjeneste
Medvirkende
Karen-Lise Djernes Østergaard
Sted Solbakken 56, 2840 Holte, Solbakken 56, 2840 Holte