Søndag d. 23. maj 2021, kl. 10:30

Pinsen kort fortalt

Pinsen var oprindeligt en jødisk fest, hvor jøderne mindedes Guds pagt med Moses på Sinaibjerget, da han fik lovens tavler. Den første pinse foregik i Jerusalem, hvor alle disciplene var forsamlet. Dernæst hele verden for disciplene blev sendt i alle retninger med budskabet. 

Den kristne pinse opstod, da disciplene - efter Jesus var faret til himmelen -var samlede i Jerusalem og mærkede et pust og begyndte at tale og profetere på fremmede sprog med ildtunger over deres hoveder. Den hændelse, Helligåndens komme, bliver betegnet som pinseunderet.

Jesu disciple, som skulle ud i verden og fortælle om den genopstandne frelser, var efter Kristi Himmelfart modløse og uden tro på den opgave, som de var blevet stillet af Jesus.

Det ændrede sig radikalt, da Helligånden pinsedag kom til jorden. I Bibelen hedder det, at "... tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige". (Apostlenes Gerninger kapitel 2.)

I forbindelse med pinseunderet sluttede omkring 3000 mennesker sig ifølge Apostlenes Gerninger til den første kristne menighed. Pinsen bliver derfor også kaldt for kirkens fødselsdag. 

Der er altid 50 dage, eller syv uger, mellem påskedag og pinsedag. Da påsken falder forskelligt år efter år, påvirker det også pinsen, der dog altid falder i maj eller juni.

Pinsen kaldes derfor også kirkens fødselsdag, fordi det dermed blev muligt at udbrede evangeliet til alle folkeslag.


Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog: Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: »Kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!« De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: »Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.« Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: »Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.« Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.  Første Mosebog 11,1-9 Eller Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog: Dengang Gud Herren skabte jord og himmel, var der endnu ingen buske på jorden, og ingen planter var spiret frem, for Gud Herren havde ikke ladet det regne på jorden, og der var ingen mennesker til at dyrke agerjorden, men en kilde brød frem af jorden og vandede hele agerjorden. Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.  Første Mosebog 2,4b-7 * 

Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: »Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.«  Apostlenes Gerninger 2,1-11 

 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus: »Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?« Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!«  Johannesevangeliet 14,22-31

Gudstjeneste